Ikke kategoriseret

Månedens playliste – oktober

Denne måned har jeg selvfølgelig valgt at dedikere playlisten til gode gamle Kim Larsen. Da vi mistede ham i søndags, var jeg slet ikke i tvivl om at det var det jeg ville. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle lave en kæmpe playliste med alle hans albums, eller om jeg skulle samle mine egne personlige favoritter. Jeg har valgt det sidste.Playlisten er på Spotify og kan findes her.

Som barn fyldte Kim Larsen meget i mit hjem. Min far har altid elsket hans musik højt. Han havde flere dvd’er fra koncerter, utallige cd’er og plader. For mig er der en kæmpe tryghed i Larsens lyd. Det er musik, der kan samle folket. Det er musik, hvor alle kan være med. Børn kan synge hans sange i skolen, voksne kan finde værdi i hans rock-lyd og hans tekster og stemning.
Da min far købte et trommesæt, da jeg var 10 år gammel, var papirsklip den første sang jeg lærte på trommer, og også den første jeg optrådte med på min skole. 

Men Larsen har aldrig bare været musik. Han var et menneske med meninger, og han var ikke bange for at sige dem. Mange af hans numre er fandme vigtige. Han både kritiserer samfundet og hylder samfundets skæve sider. Han synger om livet, og han har aldrig været et forhøjet menneske, for hvem penge betød noget. Kim var altid en af os, og det er klart derfor at så mange elsker ham.

For 3-4 år siden så jeg ham i Store Vega med min far. En kæmpe oplevelse for mig. Det er imponerende, hvordan et menneske kan trække så mange generationer med til en koncert. Ligeså så jeg ham i Tivoli i år. ”Velsignet er den, der sætter sig ned” siger han, når han er kommet ind på scenen og har sat sig. Velsignet er ham, der sover stille ind. Tak for musikken Kim.

Standard
Månedens playliste, Musiksnak

Månedens playliste – September

I sidste måned havde jeg fornøjelsen af at være på Uhørt festival i København. Det er en to dages festival, der er gæstet af upcoming bands indenfor dansk musik. Jeg var der første gang i 2016 og det er altså et super fedt koncept, der ikke er bange for at have mange forskellige genre med. Derfor har jeg lavet en playliste med sange fra kunstnere på dette års Uhørt Festival som jeg var særligt glad for.
Her vil jeg især fremhæve tre kunstnere: Cecilie Dimma, der var super stærk live og hvis fans også især var med til at skabe en god stemning. Hendes musik er følsom og hendes stemme varm og blød. Takykardia som var en gruppe jeg blev nysgerrig på pga. forsangerens glitrende bukser. Ja, jeg er virkelig nem. MEN jeg er også nem at skræmme væk igen, for jeg er kræsen. Det blev jeg bare ikke. For det her super drømmende, skæve musik blev gjort så levende med deres ret så fantastiske forsanger, der dansede og forsvandt ind i musikken som bare fanden. Hun var sågar nede og danse med publikum til et af numrende i slutningen. Og Guldimund som ikke var uhørt for mig, da jeg oplevede ham varme op for Fribytterdrømme på Hotel Cecil. Jeg forventede derfor lidt ala det samme denne gang, men det var slet ikke hvad jeg oplevede. Hvad der på Hotel Cecil var en smuk siddende koncert, var denne koncert fyldt med energi og styrke. Der er noget ganske særligt over denne mand, der stod i sin røde skjorte og sit gyldne lange hår og virkede stadig lidt genert på en meget skrøbelig og kunstneragtig måde. Ikke påtaget, bare.. smuk. Og hans tekster er så vanvittigt godt skrevet. Det gør mig så glad. Jeg sad og lyttede til TIl Min Mælkebøtte en aften derhjemme nogle dage efter og begyndte at græde…

 

Derfor har jeg lavet denne her playliste for september, for i ved at jeg elsker dansk musik og i ved at jeg elsker at lære nye kunstnere at kende. Uhørt Festival er et super godt koncept, så støt op om dem og tag med næste år. Det er ikke en gang dyrt. Selv i regnen var det skide hyggeligt i år.

Playlisten er på Spotify er ligger her. Ellers kan den findes under navnet Uhørt 18.

Standard
Boganmeldelser, Bogsnak, Roman

Boganmeldelse: En dag vil vi grine af det

En dag vil vi grine af det er skrevet af Thomas Korsgaard og udkom på Lindhardt og Ringhof i 2018. Den er en uafhængig efterfølger til Korsgaards debut Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Korsgaards debut. Jeg var fuldstændig blæst væk af historien, styrken i den og hvor meget den mindede mig om min egen barndom på Langeland. Jeg kunne slet ikke vente til at opleve Korsgaard på Bogforum, og blev også der glædeligt overrasket over hvor skønt et menneske, han virkede til at være.

Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle have fat i den svære toer. Jeg stod på Fisketorvet nede i Bog & Idé og fandt den liggende der blandt de andre romaner. Da jeg stod ved kassen, spurgte ekspedienten mig, om den var en gave. Og jeg sagde nej, men tænkte egentlig, at den lidt var en gave til mig selv. For jeg glædede mig sådan.

Og jeg blev absolut ikke skuffet. Korsgaard har formået at skrive Tues historie endnu mere virkelig og endnu mere rørende. Det burde umiddelbart ikke være helt nemt for mig at identificere mig med en homoseksuel teenagedrengs problemer, men Korsgaard gør det så nemt at sætte sig i hans sted og føle med ham.

Dette gør også denne bog utrolig hård at læse. Sent i bogen er der en scene, hvor Tue angiveligt skulle have sex med en fyr, der i hvert fald ikke er ”homo”, og den scene er så ubehagelig, så frygtelig og voldsom, at jeg sad i fuld offenlighed i b-toget mod Holte og begyndte at græde. Det var helt perfekt. Og det var en vildt modig scene at skrive.

Jeg er vild med den drejning Tues liv tager, og jeg føler på en måde at have sluttet fred med ham og hans mørke. Og så fatter jeg ikke Korsgaard. Altså. Hvor har han været hele mit liv? Når ja, han er yngre end mig. Damn.

Fem stjerner selvfølgelig.

★★★★★

Standard
Ikke kategoriseret

Månedens playliste – August

Billede lånt fra Soundvenue

Augusts playliste er dedikeret til Carl Emil Petersen. Efter jeg så ham optræde på Christiania blev jeg kun mere betaget end jeg allerede er. Carl Emil var tidligere forsanger i bandet Ulige Numre, der udgav albummene Grand Prix og Nu til dags. Som soloartist udgav han i 2017 albummet Natradio.

Grunden til at jeg har valgt Carl Emil denne gang, er fordi jeg er enormt glad for den drømmende lyd i hans musik. Både fra Ulige Numre og som soloartist. Jeg er glad for teksterne, der rummer meget skrøbelighed og for hans stemme, der simpelthen er så fin, både live og indspillet.

Jeg synes han fortjener en masse opmærksomhed, og jeg glæder mig til at se hvordan han udvikler sig. ”Liv før døden” er et af de numre, der rør mig aller mest. Jeg er vild med linjerne: Jeg tror ikke på løse ender // lykke på lykkepiller // tror på et liv før døden.

Spillelisten er på Spotify og rummer alle Ulige Numres sange og alle Carl Emils solosange. Den kan findes lige her.

Standard
Boganmeldelser, Bogsnak

Boganmeldelse: Det Europæiske Forår

Det Europæiske Forår er skrevet af Kaspar Colling Nielsen og udkom i 2017 på Gyldendal.

Endnu en science fiktion roman faldt fra Collings hånd sidste år og landede selvfølgelig på et tidspunkt i min postkasse. Jeg har været meget betaget af både Mount København og Den Danske Borgerkrig 2018-24 da begge bøger har elementer, som giver enormt god mening i forhold til hvilket samfund, vi er på vej ind i, og samtidig også har nogle skæve vinkler, der kan virke helt tossede, men dog alligevel ikke. Af samme grund skulle jeg også have Det Europæiske Forår. Jeg var især sikker efter jeg hørte Colling fortælle om den på Bogforum sidste år, hvor han beskrev en scene i bogen, hvor galleristen Stig ser chokeret på, mens hans hund jager og dræber en hel koloni af kaniner som et vredt vildt dyr efterfulgt af et stolt kig op på ejeren. Colling har altid været god til dramatisk håbløshed.

Denne bog er anderledes end hans andre, og anderledes end andet jeg har læst før. Der er faktisk en del hovedpersoner, som vi følger på skift. Galleristen Stig, en lettere selvoptaget Københavner-snob, der stadig lever højt på sin punkertid på Floss, selvom der intet punk er over hans nuværende tilværelse. Hans kone Elisabeth, som vi følger i forbindelse med hendes arbejde på forskningscenteret på Holland, hvor hun arbejder på at gøre dyr mere menneskeligt-intelligente i form af en mikrochip på hjerneskallen, der skal hjælpe deres udvikling. Emma, deres datter der kæmper med spiseforstyrrelse, frihed, kærlighed og uddannelse. Og så Christian, den middelaldrende kunstner, der udstiller hos Stig og som forelsker sig i en retarderes ung kvinde, uden at vide, at hun er retarderet og derefter besættes af hende. Derudover er to vigtige karakterer i denne bog også skaden Wilhelm og Hunden Jack, der har et usædvanligt venskab, der begyndte allerede før de kunne tale.

Alle personerne i bogen er faktisk en anelse irriterende. Ikke på en måde, der gør bogen irriterende at læse, men på en meget troværdig måde. De repræsenterer alle sammen nogle typer i vores samfund, der er meget let genkendelige, og de udtrykker allesammen selvoptagelsen, stressen og ulykkeligheden, der huserer i vores samfund pt. De er virkelig godt skruet sammen alle sammen, og endnu en gang har Colling imponeret mig med sine karakterer.

Det samfund Colling stiller op i bogen er slet ikke så underligt, som man måske skulle tro. Colling forholder sig til nutiden, til måden vi behandler hinanden på, og skriver historier der skræmmer, fordi vi godt ved, at en hel del af disse ting sagtens kan blive en realitet. De problemstillinger der er i samfundet og som personerne gennemgår i bogen er vigtige. Colling har et godt tag på virkeligheden, og jeg tror han formår at forudse en del i ligeså høj grad som Svend Åge Madsen.

Desværre synes jeg at den ”ukendte” fortæller fyldte for meget i bogen. Der var så mange forklaringer på alt muligt, som ikke kom fra karaktererne, og jeg ville ønske han ville have snoet de forklaringer på ting i samfundet ind i noget som karaktererne udtrykte i stedet for at have en ekstra stemme, der føltes meget fremmed i bogen. Det var ærgerligt, men heldigvis ødelagde det ikke min oplevelse, da jeg var færdig med bogen. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til slutningen, og sidder lidt tilbage med en følelse af at mangle noget. Men det behøver selvfølgelig ikke at være skidt.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg fortsat vil læse alt Colling bringer med sig. Han er skarp, opmærksom og en dygtig forfatter. Jeg kan kun smide 3 stjerner efter denne, men den er absolut stadig værd at læse (og vigtig. Please læs den).

★★★

Standard
Boganmeldelser, Roman

Boganmeldelse: De Ansatte

Olga Ravn har i 2018 udgivet science fiktion romanen De Ansatte. En roman med en meget speciel opstilling og et meget unikt sprog.
Roman har ikke en hovedperson. Man kan sige, at tiden den befinder sig i er hovedpersonen. I stedet er hvert kapitel skrevet som videudsagn, der både kommer fra virkelige mennesker og fra menneskelignende robotter.

Jeg må sige det som det er. Jeg slugte den her roman på én dag. Nej den er ikke lang, men det er absolut ikke normalt for mig. Jeg blev simpelthen bare så opslugt.
Gennem de første to kapitler var jeg forvirret. Det føltes mærkeligt at læse. Men jo længere, jeg kom ind i bogen, jo nemmere blev det hele at forholde sig til. Og mange af de følelser, der kommer til udtryk gennem bogen, også de ”følelser” robotterne har, er meget genkendelige i forhold til det samfund vi lever i, og hvordan vi eksisterer lige nu.

Spørgsmålene der stilles er nogle jeg godt kan føle selv at stille af og til, til en hvis grad selvfølgelig. Den her bog giver så meget mening. Og af den grund synes jeg, at den er sindssygt vigtig.

Ravn er en vanvittig dygtig forfatter. Hun har en smuk poetisk måde at skrive på, og det er noget som jeg elsker i romaner. På nogle punkter kan hun minde lidt om Sara Stridsberg, når man ser på det melankolske og smukke.

Jeg tør ikke røbe for meget af romanen. Jeg synes virkelig alle bør læse den. Jeg er nødt til at tage starten i mig igen. Jeg slugte den ikke på en dag. Den slugte mig. Og det var fedt. Så af hjertet tak for den oplevelse.

★★★★★

Standard
Koncerter, Musiksnak

Astro Buddha Agogo – Koncert

Den 12/7 var Pumpehusets Byhave fyldt med mennesker. Alle generationer var repræsenterede blandt publikum, og glæden hang i luften hos havens gæster. Astro Buddha Agogo skulle spille klokken 19.

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Jeg ved absolut intet om jazz. Det har aldrig sagt mig så meget, og jeg har ofte forbundet det med noget rodet og stressende. Det ændrer dog ikke på, at jeg elsker live-koncerter og især de gratis, så jeg skulle da helt klart opleve dette.

Og det er jeg virkelig glad for jeg gjorde. Stemningen smittede hurtigt af. Øllene var kolde, børnene dansede og haven var fyldt. Den danske trio, bestående af tre mænd på sax, trommer og elektrisk klaver, var ligeså i fremragende humør, og musikken gik i gang.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk syntes det var ret fedt. Det hele. Når jeg hører musik er teksterne som regel en meget vigtig del af det hele for mig. Og jeg frygtede lidt jeg ville mangle dem. Men det gjorde jeg ikke. Jeg havde den vildeste optur over trommeslageren, der var vanvittigt dygtig, og gav sig 100% til sine soloer. Det var virkelig wow, og jeg havde til tider svært ved at styre mine benbevægelser.


Jeg ved ikke om det er noget musik, jeg ville sætte på hjemme. Men jeg ved, at koncerten var en vildt god oplevelse, og de fik mig i vidt godt humør. Så tak for det. Og tak for i går.

Standard
Boganmeldelser, Roman

Boganmeldelse: Kafka på stranden

Åh hvor skal jeg begynde. Murakami stjal virkelig mit hjerte sidste sommer, da jeg læste 1Q84 i bilen gennem Østeuropa. Siden har jeg glædet mig til at læse mere, og dette er nu det tredje værk, jeg har læst af Murakami. Noget er efterhånden gået meget op for mig; Murakami er meget optaget af kroppen. Hans hovedpersoner er som regel i god form og meget bevidste om deres kroppe og deres styrke. De sætter pris på deres kroppe, ikke som noget der skal være smukt og tiltrækkende, men som noget der skal være stærkt.
Han er desuden glad for hovedpersoner, der er meget alene, ikke nødvendigvis ensomme. Som regel er de gode til at være alene, eller også er de på en måde blevet forladt. De er gode til at bruge deres tid, og de er tænkere i deres ensomhed.
Han er betaget af klassisk musik, og hans hovedpersoner er ligeså. Han bruger det klart til at styrke deres tanker om verden og til at udvikle dem. Det fylder meget i hans bøger, selv hos unge hovedpersoner.

Alle disse ting passer også på Kafka på Stranden, der egentlig har to historiespor, men som selvfølgelig hører sammen. I det ene spor følger vi Kafka Tamura, en 15årig dreng, der løber hjemmefra og ender på et bibliotek, hvor han får arbejde hos mennesker, han føler en stor kærlighed og nærhed for. I det andet følger vi Nakata. En ældre mand, der en gang var ud for en ulykke og mistede al sin viden og nu har et kald, han ikke kan forklare, men som han er nødt til at give efter for.

Kafka er en stærk dreng med store tanker og en stor selvbevidsthed. Han er modig og bliver gennem historien mere og mere stærk. Selvom de tanker han har til tider er virkelig skæve, nogle vil måske endda sige forkerte eller tossede, er han ikke bange for at give udtryk for dem, og han gør det på en troværdig måde. Igennem hele historien synes man godt om ham, og det virker som om, at alt han gør, er noget han er nødt til at gøre.

Nakata har ingen fornemmelse af rigtigt eller forkert, tid eller sted. Han lever ikke, han eksisterer bare. For ham er der intet der er underligt, og selv da det regner med fisk, synes Nakata ikke at blive forbavset. Der er dog ting i ham, som har betydning. Men det er ikke en betydning han kan forklare. Han gør bare som han kan mærke er rigtigt, og stiller ikke spørgsmålstegn ved det, medmindre det er noget han ved er virkelig forkert.

Igennem bogen er deres rejse dog meget ens. De bevæger sig begge mod frihed, mere eller mindre ubevidst, og Murakami er dygtig til at sætte historierne sammen uden nødvendigvis at gøre det alt for indlysende for til sidst. Når nu de er i samme bog, ved man selvfølgelig, at de har en eller anden form for sammenhæng, men det er først til sidst, at man forstår, at deres rejse egentlig på en måde havde samme mål.

Hele bogen er smukt skrevet og historien er fængende. Den er surrealistisk, men ikke utroværdigt. Murakami har også i denne roman formået at få alt underligt og skørt til at virke nødvendigt. Derfor kvitterer jeg selvfølgelig med fem stjerner, og er meget taknemlig for, at Murakamis bøger oversættes til dansk.

 

★★★★★

Standard
Månedens playliste, Musiksnak

Månedens playliste – Juli

Denne måneds playliste er at finde på youtube. Dette fordi, den er dedikeret til live-musikken. Jeg ved ikke med jer, men jeg elsker live-musik, især hvis de er indspillet og lyden er god. Det giver noget andet til sangen, den føles mere levende og du hører sangeren på en mere rå måde. Det er jeg fuldstændig vild med, og derfor har jeg brugt en masse tid på youtube og samlet nogle, som jeg synes virkelig godt om. Listen indeholder blandt andet navne som Saveus, Bisse, LP og Hozier. Spillelisten er selvfølgelig offentlig og kan findes lige her.

(Alle billeder er lånt, og originalerne kan findes ved at trykke på dem.)

 

Standard
Koncerter, Musiksnak

Klimaforandringer & Moon Loves Honey – Koncert

I går var jeg i Pumpehusets Byhave og opleve de to bands Klimaforandringer og Moon Loves Honey.

Jeg ankom omkring 18:30 til byhaven, der allerede havde et godt antal gæster på bænkene rundt omkring. Der var gang øllene og vinen, og folk snakkede lystigt. Stemningen var rigtig fin og vejret var super godt. Ikke for koldt, ikke for varmt. Lidt over 19 gik Klimaforandringer på scenen, og jeg stillede mig op til scenen sammen med et par andre. Resten af publikum sad på bænkene omkring og var en anelse tilbageholdene, for bandet der for mange virkede fremmed. Men sådan husker jeg mange af koncerterne i Pumpehusets byhave. Det er selvfølgelig også rart at sidde og lytte med fra tid til anden.
Det første jeg lagde mærke til ved det her band, var, at de havde to trommeslagere. Noget man sjældent oplever i bands, og noget jeg blev meget spændt på. Desuden to guitarister, forsangeren på bas og en keyboard konge. Heller ikke jeg kendte bandet og var ret spændt på hvad de ville bringe.

Musikken er henne i noget psych-rock med et arabisk og indisk touch. Noget som jeg som regel er slemt begejstret for. Og jeg var også enormt betaget af musikken. De to guitaristerne var vanvittigt dygtige, og den ene havde sindssygt meget fed energi. Han gav sig virkelig hen til sin guitar og mærkede øjeblikket. Ærgerligt var det dog, at det frustrerede mig frygteligt når de sang. Bassisten, der sang mest, havde den her effekt på sin stemme, der fik den til at lyde spacey. Det er svært at forklare, men nu har jeg lyttet til dem på Spotify siden i går, og kan konkludere at det fungerer rigtig fint indspillet. Jeg kan faktisk super godt li effekten. Til selve koncerten syntes jeg dog, at den var decideret ubehagelig, hvilket ærgrede mig rigtig meget, for jeg syntes godt om Peters stemme. Når Peter og den ene guitarist, Lars, sang sammen, lød det egentlig pisse fedt, og jeg nød de øjeblikke hvor jeg følte jeg kunne slappe mere af med vokalen.

De mindede mig lidt om Bisse, men blev til tider en anelse for eksperimentelt til mig. Det er den her genre, jeg hører mest, og det eksperimentelle er fedt, når det er godt fuldført. Det syntes jeg desværre ikke der var lige til koncerten, og jeg tror måske det primært var fordi, man kunne fornemme en lille frustration over publikum.

Alligevel var der en fed energi på scenen og i musikken. Det var tydeligt, at de hyggede sig enormt med at spille koncerten. Især de to vokalister kiggede ofte på hinanden i kæmpe smil. Lars’ guitarsoloer ramte plet i mig, og jeg var helt vild med dem. Derfor håber jeg også at få en bedre live-oplevelse med dem en anden gang. Men ind til videre, vil jeg prøve at lære dem lidt bedre at kende på Spotify.

Moon Loves Honey gik på, og består af fire unge mænd fra Århus. Med sig havde de dog en gæstetrommeslager frem for deres egen. De kalder sig selv for at ”dream-rockband”, og det synes jeg sgu egentlig passer meget godt. Forsangerens lyse vokal, den dansende elguitar, det drømmende keyboard og de energiske trommer skabte helt klart en drømme-agtig følelse ind i rockmusikken. Forsangerens vokal var stærk, men desværre ikke høj nok i forhold til resten af bandet. Jeg har absolut ingen idé om hvad nogen af teksterne handlede om, og det er super vigtigt for mig, at teksterne er gode. Derfor skal jeg helt klart have lyttet ordenligt til dem, for selve stemningen var jeg ret vild med.

Publikum sad desværre primært ned, men et skønt kærestepar dansede ved siden af mig. Et par der var tydeligt fans af bandet. Det var dejligt at opleve nogen, der kendte musikken vi hørte. Jeg stod ikke langt fra dem og lod mig falde ind i deres varme stemning. På bænkene virkede publikum også til at synes godt om musikken, og til tider havde jeg også lyst til at sætte mig end, eller måske ligefrem ligge. Ikke fordi jeg kedede mig, men fordi der var en særlig drømmende stemning, som jeg gerne ville hengive mig til. Jeg ville elske at høre dem spille på en græsplæne.

Jeg blev dog desværre ved med at være lidt ked af lyden på vokalen, men forblev fascineret, da guitarsoloerne greb noget i mig, jeg ikke kunne lade være med at lytte til. De insisterede ligesom på at blive hørt.

Jeg ville have nydt lidt mere liv på scenen. Musikken er chill, men ikke langsom, og jeg tror noget af energien ville have smittet af på publikum.

Om ikke andet, så har de i hvert fald vækket min interesse. Jeg glæder mig til at grave ned i deres musik, og vil overveje om jeg skal smide en anmeldelse af deres seneste album herinde.

Standard