Boganmeldelser

Celestine

Celestine er skrevet af Olga Ravn og udgivet hos Gyldendal i 2015.

Celestine handler om en lærerinde, der arbejder på en kostskole, som er sygeligt besat af spøgelset Celestine. Et spøgelse hun blot har hørt historier om, men som har betaget hende i en sådan grad, at hun føler Celestine er i hendes krop og omkring hende.

Jeg har det virkelig mærkeligt med den her bog. På en måde har jeg lyst til at kaste fem stjerner efter den, og fortælle alle hvor fantastisk den er. Samtidig har jeg lyst til at tage to stjerner igen, fordi jeg ikke føler, den har en løbende historie. Der var ikke et eller andet i romanen, der gjorde, at jeg bare måtte læse videre, for at finde ud af hvad der skete, eller om hun nu gjorde noget, hun ville, eller om hun fik noget, hun ønskede. Jeg synes lidt det er en mangel i en bog, men samtidig følte jeg ikke, jeg faktisk manglede det, og derfor har jeg det meget mærkeligt med den.

Når man læser den, så føles det mere som om, man er inde i hovedet på en. Det virker ikke som om, man læser en historie, man ser på udefra. Vi er inde i hovedet på denne her lærerinde, og alle hendes tanker er meget flyvske, tilfældige, ulækre, smukke, langt ude, mystiske osv. osv. Jeg er vild med sproget i bogen. Det er som at læse poesi, uden at føle at man trættes eller tynges ned af for stærke billeder. Jeg fløj igennem den. Den er ikke så lang, men de korte kapitler gør også, at det er overskueligt at sige til sig selv; ”jeg snupper lige et kapitel mere.” Sproget er flydende, men hoppende, som en bred å i en storm. Det smækker dig i hovedet og får dig til at falde ned. Sproget er det, den her bog handler mest om, for mig i hvert fald. Jeg er så betaget af det. Den er skrevet meget lig med Drømmefakultetet af Sara Stridsberg.

”Jeg vil gerne mærke ham trænge op i mig, op ad en væg, på den filmiske måde, hans mund skal hælde et støn ud over min hals. Jeg vil ham så fiktionaliseret som muligt. På hotelværelset i Oslo, jeg forestiller mig det.”

”Regnen lægger sig over det stedsegrønne som en film, de små prikker af vand i mit hår, der kruser i tågen. Jeg har ingen alder. Jeg er altid seksten. Jeg ved slet ikke, om jeg ønsker at tilgive mine forældre. Men denne forløsning. Som regn, tung regn på film. At gå henad den forblæste strand, et afkølet ansigt, et vædet ansigt. Hjertet, der løber over med friskt vand.”

Hovedpersonen gør mig nysgerrig efter hvem Celestine er, og jeg håbede lidt på at møde hende. Måske gjorde vi også. Måske er den gamle kvinde i virkeligheden Celestine. Måske ikke. Det er det jeg mener. Det er sgu svært at forstå, men jeg tror ikke, man skal forstå så meget. Nærmere acceptere, at der er ting, der bare skal opleves og mærkes i stedet. Jeg føler jeg trækkes ind i en kvindes hoved, hvis liv er trist og kedeligt og tungt. Jeg bliver trist med hende og ønsker at hjælpe hende. Samtidig ønsker jeg at have sådan nogle tanker. Hendes sind er smukt. Jeg er vild med det. Hun er ødelagt, og det er svært at vide hvorfor, selvom man får små hints.

Se hvor jeg plaprer allerede om den her bog. Der er meget jeg vil sige, men jeg ved ikke hvordan. Jeg kan ikke give den stjerner. Så skulle de være 5 for sproget og hovedpersonen, og tre for historien. Samtidig virkede nogle sætninger også nogle gange lidt for tilfældige.. For det meste var det fint og hyggeligt med de her små spøjse tankehop. Andre gange kunne det føles for prøvende. MEN jeg synes det er en unik bog, og den er værd at læse. Den sætter hovedet i gang. Olga Ravn er dygtig.

//Cecilie

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.