Boganmeldelser

Lolita

Lolita. En bog jeg har hørt så meget om i så utrolig lang tid. En bog jeg købte med stor entusiasme og interesse. Jeg har altid haft et ømt punkt for det, der går over grænsen. For historier om unge piger, sex, vold, USA, ulykkelighed osv. Den krakelerede virkelighed fascinerer mig i en sådan grad, at jeg konstant søger den. Jeg søger den det eneste sted, hvor jeg stadig kan være sikker, hvor jeg ikke risikerer noget andet end tanker: Bøger og film. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at læse denne bog, der havde skabt så frygtelig meget ballade. Så det har jeg gjort, og jeg må indrømme, det var ikke helt nemt.

Til dem, der ikke har hørt om den, er Lolita en roman skrevet af Vladimir Nabokov, som omhandler Humbert Humbert; en intellektuel europærer med en svaghed for unge ”nymfetter”. Humbert har fået et job som lærer på en skole, og skal flytte ind hos en bekendt. Da den bekendtes hus desværre brænder ned, ender han ved et tilfælde hos Charlotte Haze og hendes 12årige datter, Dolores Haze. Også kaldt Dolly, Lolita, Lo. Kært barn har mange navne. Humbert forelsker sig i Lolita og bliver med tiden mere og mere desperat efter at få hende. Han gifter sig med hendes mor, og overvejer flere gange at dræbe hende, så han får forældremyndigheden over Lo, og hun er helt hans. Han gør det dog ikke, men til hans held (SPOILER) dør hun i en trafikulykke, og den stakkels 12årige Lo har nu ingen steder at tage hen. Hun er Humberts, da hendes egen far ikke lever.

Jeg følte mig faktisk ikke så skræmt over bogen, som jeg forventede. Jeg fandt det ubehageligt, at hun var 12, men samtidig havde jeg taget en distance til bogen, og accepteret den som fiktion. Samtidig gjorde det absurde ved hans forelskelse og ødelæggelse af hende mig enormt interesseret, og jeg havde rigtig svært ved at slippe bogen. Jeg måtte simpelthen vide hvordan han ville formå at få det her til at lykkedes.

Noget jeg virkelig har tænkt meget over, er, hvordan Nabokov har formået at gøre mig i tvivl om hvorvidt den her bog er fiktion eller selvbiografisk. Den er så vanvittig godt skrevet, at jeg flere gange kommer i tvivl. Humbert er fortælleren i bogen, og flere gange bryder han på en måde ind ved at fortælle noget til læseren. Jeg ved ikke om det er noget jeg kan lide eller ikke lide, men jeg ved, at det gjorde, at jeg blev lidt underlig, hvilket formentlig var meningen med valget af sådan en slags fortæller. Det føles meget ægte, og det gør historien mere skræmmende.

Som hovedperson var Humbert virkelig indbegrebet af træk vi kender hos psykopater. Utrolig selvsikker, intelligent, charmerende, arrogant, og så er han fuldt ud overbevist om, at han ikke gør noget som helst forkert. Til tider virker det som om, at Lo også er fascineret/småforelsket i ham, og det tror jeg også kunne ha været rigtigt lige i starten. En 12årig pige kan sagtens forelske sig og tænke på en ældre mand, som en hun kan elske på den måde. Men tanken er én ting. Virkeligheden er en anden. Flere gange fremstiller han hende som om, hun elsker ham, men det ER ham der fortæller, og hans ”gudebillede” af sig selv ville da også helst klart forsøge at overbevise alle om, at han kun gav hende, det hun ønskede. Først til sidst i bogen indser han, hvordan han har stjålet hele hendes liv og ødelagt hende fuldstændig.

Nu skal jeg ikke begynde at analysere alt for meget. Dansktimerne sidder stadig godt fast i mig. Så nu kommer min mening.
Jeg elskede den første halvdel af bogen. Jeg tror hans besættelse af hende og planer om at få hende gjorde den rigtig spændende. Men da han så fik hende, må jeg indrømme, at den blev lidt kedelig, og jeg havde rigtig svært ved at blive færdig med den. Den er lidt lang, og sproget er ret specielt, men smukt!
Dog var jeg super irriteret over hvor meget fransk, der var i den. Man misser virkelig meget af den, hvis man ikke kan fransk, og ikke sidder med google translate åbent imens. Jeg kan godt li at læse bøger, fordi det er afslappende. Det er ikke afslappende at en oversat bog, har så meget fra et andet sprog. Der kunne i det mindste have været en oversættelse med, som der var i Hypertension, jeg anmeldte sidste år. Det var sgu lidt stramt.
Hvis i overvejer at se filmen i stedet, lad vær. Den er super romantiseret i forhold til. Enormt amerikansk, på den dårlige måde.

Jeg synes, det er en bog man skal læse. Jeg synes den giver en en masse gode overvejelser og tanker om sig selv og hvordan man synes verden skal være. Der er desuden flere kulturer, hvor det er helt normalt, og selvom vi i vores synes det er forfærdeligt og ulækkert at 12årige piger og 40årige mænd er sammen, så kan vi ikke benægte, at det ikke er alle der synes det, og den her bog er rigtig god til at sætte tanker i gang om, hvorfor vi ikke synes det er okay, og hvorfor de mon synes det er.

Held og lykke med læsningen. Jeg smider tre stjerner efter den, pga. det franske og den lidt langtrukne slutning.

★★★

//Cecilie

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.