Boganmeldelser

Svøm med dem som drukner

Svøm med dem som drukner er skrevet af Lars Mytting og udgivet i 2016 på Rosinante.

i 1971 drukner et ægtepar i en å i en skov i Frankrig, og deres søn lille søn Edvard er sporløst forsvundet i flere dage. Bogen følger 23årige Edvard, der igennem bogen forsøger at lære sin historie at kende. Edvard bor hos sin bedstefar, men da (spoiler) bedstefaderen dør og en speciallavet kiste dukker op, føler Edvard sig nødsaget til at at rejse til Shetlandsøerne, da et familiemedlem, som Edvard for mange år siden fik at vide var død, måske slet ikke er det alligevel.

Det er længe siden, at en bog har fanget mig i forhold til, at jeg ville vide, hvad der skete som det næste. Normalt fanger bøger mig med sproget eller med personerne, men lige den her, den fangede mig fordi den virkelig er en velskrevet historie. Igennem hele bogen var jeg nysgerrig. Jeg læste løs i bussen på vej til og fra arbejde, og hver gang jeg skulle af, ærgrede jeg mig over, at busturen ikke var længere.

Edvard er 23 år og har boet hos sin bedstefar siden hans forældre døde. Siden da er han aldrig kommet nogle vegne. Han er blevet på gården og har arbejdet sig igennem sin ungdom. Bedstefaren har ikke ville fortælle Edvard noget om hans liv, og Edvard stoppede for længe siden med at spørge.
Han besidder på en måde en hvis melankoli. Han virker trist og tom. Selv i forelskelsen virker han trist, dog stærk. Det er som om vemodigheden holder ham i gang. Den giver ham energi til at blive ved. Det er ret interessant.
Dog er han ikke trist på en trættende måde igennem bogen. Man mærker bare hans mørke, hans forvirring og hans længsel. Det er ret stærkt, og jeg er ret imponeret over, hvor meget jeg føler hans følelser.

En interessant person i den her bog var Gwen. Edvard kan ikke helt finde ud af hende, og selv når han med sikkerhed ved hun lyver, er han stadig forelsket i hende. Hun giver ham noget, han aldrig før har haft. Følelsen af at leve. I storme, på restauranter, i havet, i pænt tøj, i jagten på de forsvundne stammer.

Det, at Mytting har brugt krigen som centrering i den her bog, fandt jeg virkelig nice. Jeg syntes, det var en enormt spændende tilgang til historien. Især fordi den primært beskæftiger sig med efter-krigstid. F.eks. døde Edvards forældre jo i 1971. De dør af at træde på en gammel granat i en lukket skov, man ikke må gå ind i. En gasgranat. Jeg har aldrig tænkt over, at steder så tæt på mig selv, kan ligge øde hen, fordi der har været kampe der, som man ikke har kunne rydde op efter. Det er jo noget, vi ofte hører om tv-avisen, i de lande, hvor der hersker krig lige nu. Men det er på en måde sværere at forholde sig til, når det er så tæt på. Det føler jeg i hvert fald.

Jeg er virkelig glad for, at jeg har læst den her bog, og at jeg har ”mødt” Edvard og Gwen og endda Hanne. Det er en virkelig smuk og hård historie, jeg tror de fleste ville have godt af at læse, og desuden også ville finde interessant. Tak Mytting.

★★★★★

//Cecilie

 

 

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.