Koncerter, Musiksnak

Fribytterdrømme på Hotel Cecil

Hotel Cecil er et forholdsvis nyt spillested, eller, det er egentlig et gammelt spillested, der er blevet genfødt. Nemlig det gamle Jazzhouse. Det er anden gang jeg besøger stedet, og jeg er virkelig vild med stemningen derinde. To barer, mange toiletter (Man er vel kvinde) og lækker lyd. Scenen har en højde, så os der står forrest, hvilket jeg selvfølgelig gjorde,kan støtte os op af den, når der skubbes bagfra. Jeg er ret vild med det.

Jeg vil lige starte med en nævne supporten, Guldimund. Ikke mange af gæsterne havde samlet sig foran scenen, og mens de spillede blev der snakket lidt i krogene. Men de fire mænd på stolene betagede mig altså lidt. Tre guitarer og en bas. Så er man åbenbart kørende. Smukke tekster og lækre guitarspil. Forsangeren, som vist hedder Magnus, havde en fin stemme med nogle skarpe øjeblikke. Når han lige hev den en tand højere op, f.eks. i Novemberpige, er den ekstra lækker. Det nummer klædte hans stemme enormt godt. Jeg skal helt sikkert have lyttet lidt mere til dem. De gjorde det rigtig fint som support. Ærgerligt at gæsterne ikke var mere åbne for at lytte. Det var en dejlig oplevelse.

Dette er jo egentlig en ret skidt koncertanmeldelse, fordi jeg er meget farvet af min kærlighed til det her band. Jeg har hørt dem i fem år, næsten lige fra de begyndte, og jeg husker tydeligt den første koncert, hvor en veninde og jeg stor lidt i baggrunden på et ret lille spillested og lyttede. Valmuesang var en af de numre, der fangede mig fra starten. Et formentlig ukendt nummer for de nye Fribyttere, men dog et nummer som jeg stadig synger med på derhjemme. Hvis i er heldige er det stadig på youtube.

De sidste mange år har jeg vænnet mig til at koncerterne åbnede op med Ørken. Den velkendte bas-lyd og guitaren der trådte til. Den stille og rolige start ind i et smukt univers af poesi på rockmusik. Den start var blevet en tryghed for mig. Jeg var klar til bassen. Hver eneste gang.

Men så udkom Superego, og Søg det højeste tour blev skudt i gang. De åbnede ikke længere med Ørken, og i et sekund var jeg ude af min komfortzone, men hvad fanden vil jeg også i den?

Den 10. maj åbnede de heller ikke med Ørken. De åbnede med masser af styrke og autoritet, og jeg var hoppende fra starten. Midt i koncerten opdagede jeg, at der var en pæn afstand mellem mig og dem der stod bag mig. Jeg forsvinder langt væk fra mit almindelige jeg til de her koncerter. Det er derfor jeg elsker dem. Det er et eventyr hver gang. Jeg dansede og sprang åbenbart voldsomt nok, til at folk tog afstand til lille mig. Smukt.

De spillede primært nye numre, hvilket jeg syntes var ret fedt. Nu har jeg selvfølgelig også hørt de andre numre i mange år efterhånden. Og jeg elsker dem. Det gør jeg. Men der er noget anderledes ved de nye. Mændene på scenen er blevet vildere, voldsommere. De lever sig så meget ind i universet, at man næsten ikke føler man står midt i en virkelighed.

Det mærkeligste for mig til denne koncert, var dog, at Tor, der før var guitarist, ikke længere var med. Jeg plejer at står i hans side. Vi plejer at skrige lidt i hovedet på hinanden. Men Tor stod nede blandt publikum, og som erstatning, stod Alex fra Skalkeskjul på scenen med guitar og fyrede den af i solbriller og suit. Han passer godt ind i bandet, med de lange ben der flyver rundt og hans syrede dansemoves. Dog håber jeg, at han stadig har tid til Skalkeskjul. Jeg er ret vild med et band også.

Lyden under koncerten var fed. Virkelig lækker lyd. Især trommerne groede sig nærmest ind i brystet. Som altid er de tre guitarer fantastiske. Alle spiller noget forskelligt og vokser sammen til kunstværker. Indspillet er deres musik fed. Live er den endnu federe. Lau har en stemme, der skiller sig ud. Man kan altid høre, det er ham.

Rasmus Yde fra Fugleflugten gæstede koncerten under Hallusignaler, deres nye single, som han synger med på. Det var ret fantastisk. Rasmus er en dygtig ung sanger. Den første gang jeg hørte hans stemme, da de varmede op for Fribytterdrømme i Store Vega, var jeg meget overrasket over dens dybde. Den giver noget ekstra til Hallusignaler, og det er tydeligt, at de har det fedt med at synge nummeret sammen. Tjek eventuelt musikvideoen, hvor de danser i en cirkel af flammer og ligger i græsset og forsvinder, lige her.

Nede blandt publikum stod Tor selvfølgelig. Mens Fem er det magiske nummer spiller hiver Lau, Tor op på scenen, og Tor forsvinder i musikken og springer rundt i dans. Rasmus yde joiner også. Danser, hopper, råber, synger. Alt er vanvid. Smukt vanvid. Lau hopper ned blandt publikum og danser, mens Rasmus råber vanvittige og smukke lyde ind i mikrofonen. Når Lau endelig springer op igen har han trådt i glas. Min veninde får blod på sin sko, der er blod på scenen. Han hiver det ud, rejser sig og synger færdig. Rocken lever. Dem der tror den er død, har ikke været til en fribytterkoncert.

Hør, jeg er ikke musiknørd. Jeg er bare musikelsker, og jeg elsker det her. Hver gang jeg er til en koncert med de her gutter, har jeg det bagefter som om det er den bedste koncert, jeg har oplevet. Det bliver ved med at blive bedre og vildere og jeg synes ikke jeg oversælger dem. De er vokset vanvittigt mens jeg har hørt dem, og jeg glæder mig til næste koncert som vist er til lillefredag i Tivoli eller Nemoland. Jeg husker ikke hvilken der er først.

Jeg tog desværre ikke billeder. Dette er simpelthen fordi, jeg var væk i musikken. Jeg er dog sikker på, der snart kommer nogle op fra fotograferne både på Instagram og Facebook.

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.