Albumanmeldelser, Musiksnak

Flænger i luften – Albumanmeldelse

I går landede De Underjordiskes nye plade endelig hjemme hos mig. Et guldbelagt cover, der skinner og genspejler den der ser på den. Derfor er den ikke helt nem at tage billeder af. Men wow den er flot. Signeret på bagsiden, flot tegnet og med teksterne skrevet sort på guld, når den åbnes. Jeg beskriver ikke alle numre, men her kommer lidt ord om nogle udvalgte.

Albummet lægger ud med nummeret Flænger i luften, et stille nummer med en guitar, der springer ind og ud af sangen, så den lægges meget mærke til, men uden at tage opmærksomheden fra forsangeren, Peter Kures stemme og teksten. Teksten rummer en ensomhed og at føle sig fremmed for verden. Men også kampen for at være sig selv, for at få lov til at rejse højere end man er. Næsten anti-jantelov i poetisk form. Dét er helt sikkert noget, jeg sætter stor pris på igennem hele albummet. Det minder mig om at sangskrivningen ikke er død som kunstform. Det er poesi på rockmusik, hvad mere kan man ønske sig?

Næste nummer er Saskorus, som var den single bandet udgav inden albummet. Et nummer der starter med en mere orientalsk lyd, og springer ind i noget mere voldsomt – rock. Kures stemme er i det her nummer højere oppe end i de andre numre, og selvom den stadig lyder godt og smukt, så kan jeg ikke helt slappe af i nummeret før tre minutter inde, hvor hans stemme skifter fra at komme oppe fra halsen til at komme nede fra maven, og derfra varer det ikke længe, så er sangen slut. Noget jeg elsker i det her nummer er guitaren. Den inviterer så meget til bevægelse, super insisterende og oppe i tempo. Den trænger nærmest ind i mig og kalder på et eller andet. Måske det samme som teksten. Folks evne til at smuldre i deres uvidenhed. Jeg smuldrer i mine skuldres hengivenhed til teksten.

Næste nummer er et af mine favoritter. Piskesmæld slår som en pisk med sin stærke tekst og evne til at få den lyttende, okay – mig, til at gå i stå. “Med et piskesmæld går dagen på hæld//elsker du dig selv?” og jeg får en knude i maven for nej nej nej og undskyld og jeg skal nok prøve. Noget interessant ved dette nummer er hvordan versene ligesom har mere kraft og tempo end omkvædet, der trækker en op og så nærmest lader en falde virkelig langsomt ned mod jorden. Og så kommer c-stykket. Guitarerne og trommerne bygger op indtil der synges: “og ugidelighed river og flår//æder dig op//trækker ned i din krop”. Og det er smukt. Jeg er så vild med det. Derefter tager nummeret mere og mere opmærksomhed og kræver din opmærkshed hen mod slutningen hvor Kures stemme hæves og afslutter sangen, hvor vi efterlades med ordene og egentlig er nødt til at sidde lidt før vi kan lytte til næste sang, som også er en af mine favoritter.

Ellevild i Skumringen sætter tempoet ned og kredser igen, som de andre, om følelsen af at være faret vild, denne gang med et andet menneske eller et mystisk væsen, det er svært at vide, der hjælper ham igennem smerten og fortabtheden, men som også skaber mere kaos. Dette er en tekst man bør lytte godt til. Den fortæller en masse historie og har så mange smukke billeder. Men dét der virkelig fangede mig i denne sang var helt klart slutningen. “Smilet på mit ansigt//frøs fast mens jeg forstod//i dine sale slutter dansen først//når jeg synker sammen for din fod”. Hvis det ikke er poesi, så ved jeg ikke hvad er.

Under din hud holder os stadig nede i tempo. Men i frustration. Der er er ikke plads nok, ikke frit nok. Nogle gange kan det var svært at vide om de synger om kærlighed til et menneske eller til sig selv. Denne her tekst kan sagtens handle om ikke at kunne finde sig selv såvel som ikke at kunne finde ind til mennesket bag det ansigt man elsker. Men det er måske netop det smukke ved dette nummer. Her vil jeg også lige give en tommel op til tempoet i omkvædet. Det er virkelig rart at være tilstede med.

Albummet som helhed er stærkt. Temaer der går igen i alle numre er ensomhedhed, frihed/at være fanget, håbløshed, at være faret vild, smerte, drømme og håb. I alle sangene er der den her længsel efter at finde vej eller at blive sat fri, og teksterne er underbygget med en drømmende guitarlyd, der holder sin lyd og stemningen igennem alle numrene. De her sange er ikke bare tilfældige på albummet. De hænger sammen. Saskorus er klart det der skiller sig mest fra de andre, men ikke på en dårlig måde.

Igennem albummet går tempoet op og ned hele tiden, hvilket er rigtig fedt. Men man holdes stadig i en stemning, og kan godt fornemme den, selv hvis man ikke lytter til teksterne (hvilket ville være helt skørt at lade være med). Temposkiftene giver mening i forhold til opbygningen, og Sletternes Sønner slutter albummet godt af, da det er mere instrumentalt end resten samgene.

Flænger i luften er et album der har ramt mig voldsomt. Det eneste jeg er lidt ked af, er at stemmen ikke varieres mere i Saskorus, for jeg er ret vild med nummeret, men bliver en smule stresset fordi det lyder en anelse anspændtz

Og hey. Tjek lige hvor vanvittig flot guldpladen er. Den sorte plade kommer nu her, men det der cover. Det skinner. Det er fandme flot, og hvor er jeg glad for at have fået lige præcis denne her vinyl hjem.

5/6 stjerner til Flænger i luften.

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.