Boganmeldelser, Roman

Boganmeldelse: Kafka på stranden

Åh hvor skal jeg begynde. Murakami stjal virkelig mit hjerte sidste sommer, da jeg læste 1Q84 i bilen gennem Østeuropa. Siden har jeg glædet mig til at læse mere, og dette er nu det tredje værk, jeg har læst af Murakami. Noget er efterhånden gået meget op for mig; Murakami er meget optaget af kroppen. Hans hovedpersoner er som regel i god form og meget bevidste om deres kroppe og deres styrke. De sætter pris på deres kroppe, ikke som noget der skal være smukt og tiltrækkende, men som noget der skal være stærkt.
Han er desuden glad for hovedpersoner, der er meget alene, ikke nødvendigvis ensomme. Som regel er de gode til at være alene, eller også er de på en måde blevet forladt. De er gode til at bruge deres tid, og de er tænkere i deres ensomhed.
Han er betaget af klassisk musik, og hans hovedpersoner er ligeså. Han bruger det klart til at styrke deres tanker om verden og til at udvikle dem. Det fylder meget i hans bøger, selv hos unge hovedpersoner.

Alle disse ting passer også på Kafka på Stranden, der egentlig har to historiespor, men som selvfølgelig hører sammen. I det ene spor følger vi Kafka Tamura, en 15årig dreng, der løber hjemmefra og ender på et bibliotek, hvor han får arbejde hos mennesker, han føler en stor kærlighed og nærhed for. I det andet følger vi Nakata. En ældre mand, der en gang var ud for en ulykke og mistede al sin viden og nu har et kald, han ikke kan forklare, men som han er nødt til at give efter for.

Kafka er en stærk dreng med store tanker og en stor selvbevidsthed. Han er modig og bliver gennem historien mere og mere stærk. Selvom de tanker han har til tider er virkelig skæve, nogle vil måske endda sige forkerte eller tossede, er han ikke bange for at give udtryk for dem, og han gør det på en troværdig måde. Igennem hele historien synes man godt om ham, og det virker som om, at alt han gør, er noget han er nødt til at gøre.

Nakata har ingen fornemmelse af rigtigt eller forkert, tid eller sted. Han lever ikke, han eksisterer bare. For ham er der intet der er underligt, og selv da det regner med fisk, synes Nakata ikke at blive forbavset. Der er dog ting i ham, som har betydning. Men det er ikke en betydning han kan forklare. Han gør bare som han kan mærke er rigtigt, og stiller ikke spørgsmålstegn ved det, medmindre det er noget han ved er virkelig forkert.

Igennem bogen er deres rejse dog meget ens. De bevæger sig begge mod frihed, mere eller mindre ubevidst, og Murakami er dygtig til at sætte historierne sammen uden nødvendigvis at gøre det alt for indlysende for til sidst. Når nu de er i samme bog, ved man selvfølgelig, at de har en eller anden form for sammenhæng, men det er først til sidst, at man forstår, at deres rejse egentlig på en måde havde samme mål.

Hele bogen er smukt skrevet og historien er fængende. Den er surrealistisk, men ikke utroværdigt. Murakami har også i denne roman formået at få alt underligt og skørt til at virke nødvendigt. Derfor kvitterer jeg selvfølgelig med fem stjerner, og er meget taknemlig for, at Murakamis bøger oversættes til dansk.

 

★★★★★

Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.